VisBlue udtrykker alvorlig bekymring over Energinets stigning i eltariffer: En trussel mod vedvarende energi
VisBlue er dybt bekymret over Energinets planlagte prisstigninger på eltarifferne for 2025-2027, især en 60-70 % stigning i tilslutningsbidraget for sol- og vindenergi. Dette skridt kan hæmme investeringer i vedvarende energi og er et alvorligt tilbageskridt for den grønne omstilling. VisBlue opfordrer til mere retfærdige løsninger, der støtter grønne investeringer.
September 16, 2024
Efter offentliggørelsen af Energinets fremskrivning af el-tarifferne for perioden 2025-2027 udtrykker VisBlue dyb bekymring over de varslede prisstigninger.
Energinet planlægger en markant stigning i tilslutningsbidraget for producenter af sol- og vindenergi, som forventes at stige med 60-70%. Denne drastiske stigning udgør et alvorligt tilbageskridt for den grønne omstilling og vil have betydelige konsekvenser for dem, der arbejder på at fremme vedvarende energi. (Søren Bødker, CEO og Co-founder i VisBlue)
Energinet begrunder de kommende tarifstigninger med det øgede behov for investeringer i energinettet som følge af den accelererede grønne omstilling til 100% vedvarende energi. Det aldrende net kræver omfattende reinvesteringer, og den stigende kompleksitet ved balancering af fluktuerende energikilder som vind og sol øger omkostningerne. Energinet peger også på de tidligere års energikriser med høje og volatile priser som en medvirkende faktor til de nuværende tarifændringer.
Mangel på helhedsorienteret planlægning rammer forbrugerne
Imidlertid er det problematisk, at Energinet påberåber sig stigende omkostninger, når det har været klart i årevis, at efterspørgslen på grønne teknologier ville stige kraftigt. Dette vidner om en mangel på helhedsorienteret planlægning og kan skabe unødvendige økonomiske barrierer. Hvordan kan Energinet ikke have forudset denne udvikling og planlagt for det i tide?
De øgede omkostninger vil direkte ramme de forbrugere, der arbejder for at fremme vedvarende energi. I en tid, hvor det er essentielt at fremskynde overgangen til grøn energi, vil sådanne stigninger drastisk mindske incitamentet til at investere i sol- og vindenergi. Dette er i klar modstrid med de fælles klimamål, som vi stræber efter at opnå.
Som leverandør af energilagringsløsninger oplever VisBlue allerede betydeligt pres på producenterne. Med disse yderligere omkostninger risikerer vi, at nødvendige investeringer i grøn teknologi bremses markant. Det er uholdbart at forvente, at forbrugerne, herunder virksomhederne, fortsat skal bære byrden af stigende udgifter, mens nye økonomiske krav konstant tilføjes.
Det er afgørende, at der skabes stabile og forudsigelige rammer, som understøtter den grønne omstilling i stedet for at gøre den mere vanskelig. (Søren Bødker)
Vi opfordrer derfor til, at der findes løsninger, der fordeler omkostningerne mere retfærdigt og understøtter – i stedet for at modarbejde – investeringer i vedvarende energi. En konstruktiv dialog er nødvendig for at sikre, at den grønne omstilling forbliver en topprioritet både økonomisk og samfundsmæssigt.